Se hvilke arrangementer der blev afholdt på bibliotekerne i forbindelse med Carl Nielsens fødselsdag den 9. juni.

Fællessangsfejringen af Carl Nielsens 150-års fødselsdag skete på en lang række biblioteker over hele landet på initiativ af ’DMBF – Foreningen for musik & medier i bibliotekerne’. Tanken bag det landsdækkende arrangement var, at hvis Carl Nielsens elskede sange klingede over hele landet denne dag, måtte det være en passende måde at sige: Tak for sangen, Carl!

Allerød Bibliotek: I samarbejde med Allerød musikskole bakker vi selvfølgelig op om den danske fællessangstradition og afholder hele to koncerter med samlet 110 syngende Allerød-børn. Korleder Anne Granfeldt vil i forbindelse med koncerterne fortælle lidt om fødselaren Carl.

Assens Bibliotekerne: Assens Musikskole og AssensBibliotekerne inviterer til fødselsdagsfest med fællessang og lagkage på Carl Nielsens 150-års dag.

Brøndby Bibliotekerne: Vi inviterer til sangeftermiddag med Carl Nielsens sange, hvor forskningsprofessor emeritus Niels Krabbe fortæller om sangene og leder fællessangen.

Det Kongelige Danske Musikkonservatorium: Festlig fødselsdagskoncert med fællessang for børn og voksne på DKDM's bibliotek.

Haderslev Bibliotekerne: Pianisten Jytte Egfos og Bibliotekar Gitte Hørup har sammen udvalgt en lille samling af kendte og elskede danske sommersange, som vi håber mange kunne ha´ lyst til at komme og være med til at synge.

Horsens Bibliotek: Martin Jensen og Jonatan Søgaard fra Musikskolen Horsens akkompagnerer fællessangen og spiller derudover hver et klaverstykke af Carl Nielsen.

Hvidovre Hovedbibliotek: Udover fællessang, vil koret SAFOLI og elever fra Hvidovre Musikskole under ledelse af Ole Albér præsentere nogle af Carl Nielsens sange. 

Kvarterhuset: Musisk ministue synger " Jeg ved en lærkerede" og Mikkel Andersen vil spille Carl Nielsen på guitar. Vi afslutter med " Den danske sang, er en ung blond pige" som fællessang.

Lyngby-Taarbæk: På programmet er korsatser af Carl Nielsen fremført af Elverhøjkoret, musikalske indslag med klaverelever fra Musikskolen og fællessange akkompagneret på klaver af Elverhøjkorets dirigent, Jule Smed Nielsen.

Odense Centralbibliotek: Fællessang - Musikbibliotekarerne Katrine Klostergaard Nordland og Bjørn A. G. Lange vil henholdsvis spille- og synge for, og vi håber at se rigtig mange glade fællessangere, som har lyst til hædre Nielsen og glædes over hans eviggyldige og smukke melodier.

Rudersdal Bibliotekerne: Film - Min fynske barndom. Fællessang - sangelever fra Rudersdal Musikskole, Birkerødkoret samt solisterne Heidi Korgaard Madsen og Leon Ringe.Gallakoncert for Carl Nielsen livestreames fra DR Koncerthuset. 

Skanderborg Bibliotek: For at gøre denne dag helt speciel har biblioteket inviteret Alice Vestergaard og hendes dygtige kor ”Vocali” til at komme og synge deres repertoire samt et par ny indøvede sange af Carl Nielsen. 

Vejle Bibliotekerne:  Vi vil synge nogle af Carl Nielsens kendte sange bl.a. ”Den danske Sang er en ung blond Pige” og ”Jeg ved en Lærkerede”. Apollokoret synger med og underholder også selv med nogle af hans sange.

Vores hjemmeside bruger cookies for at visse funktioner virker. Du kan læse mere på linket.
Cookie politik Godkend